Mine 3 ultimative luksuskøb

Man kommer nemt til at fokusere på nye tendenser og at købe nyt, især når en ny sæson bliver skudt i gang. Derfor vil jeg også bruge lidt tid på at reflektere over de ting jeg har i forvejen, og bringe dem i spil i nye kombinationer.

Jeg har 3 ting som jeg betragter som mine ultimative køb. 3 ting jeg til enhver tid ville købe igen, og som jeg på ingen måde nogensinde kan forestille mig at skille mig af med.

3 ting som kan få en t-shirt og jeans til at se super lækkert ud (for nu at bruge en rigtig mode-floskel, men det er jo faktisk lidt sandt).

Vi er ovre i den meget pricey afdeling, og det er også derfor de er ret ultimative. Jeg havde faktisk ikke regnet med at jeg allerede ville eje dem på nuværende tidspunkt (og som mange af jer nok har bemærket endda har gjort i et godt stykke tid). Inddirekte kan jeg faktisk takke jer for at jeg har kunnet prioritere mine penge således, for selvom jeg synes lærerlønnen er super god, så er det bloggen her der har kunnet forsøde tilværelsen lidt mere på modefronten gennem årene.

ll6397_zpsir65veco

Det første er mit herreur fra Cartier. Jeg synes det er det pæneste ur i verden, og ligemeget hvad jeg har på så passer det til. Jeg går egentlig ikke fast med ur til hverdag, jeg bruger det mere som et smykke. Jeg har vænnet mig til altid at have computer eller telefon indenfor rækkevidde. Det kan bare noget som et armbånd ikke kan (udover at fortælle tiden, tøhø).Et løstsiddende herreur i vild kvalitet har bare noget coolness.

ll4895_zpspc2xqryz

Anden ting er en klassisk Chanel-taske. For mig er den nyere “Boy” model i sort den ultimative ift. min stil og smag. 2.55’eren er naturligvis også lækker (ligesom rigtig mange andre Chanel-tasker!), så det er jo bare med at finde favoritten. Mærket er i for for sig underordnet, det kommer jo meget an på hvad man er til, men jeg er super glad over at kunne tilføje min absolutte favorittaske til min garderobe. Omend jeg husker købet som værende næsten grænseoverskridende vildt, så har jeg aldrig fortrudt det!

ll7289

Sidste ting er min skindjakke fra Rick Owens. Købte den da jeg ventede Sixten (og ikke helt kunne gennemskue om jeg kunne passe den, ha ha), og det er bare det sejeste stykke overtøj jeg nogensinde kommer til at eje! Vildt luksuriøs og samtidig underspillet lækker. Den er så blød at den kan bruges som cardigan under andre jakker, og så tidløs i sit snit at jeg ikke kan forestille mig min garderobe uden den.

Jeg kunne selvfølgelig sagtens udvide listen, men jeg synes der er noget vigtigt i at kunne holde sit valg på 3 meget forskellige ting, der alligevel har en del til fælles.

Måske skulle jeg tage en runde på ultimative boligting også? Hvilke ultimative (drømme)køb har I?

Weekend-status

ll7633

Det er weekend og tid til lidt status her på bloggen, skrevet mens jeg nyder den sidste kaffe og lytter til “Mads & Monopolet”. Billedet fra en løbetur illustrerer meget godt min sindsstemning for tiden. Jeg føler jeg er landet i en god hverdag, børnene har fundet sig til rette og kalenderen er fyldt med gode ting -både med og uden børn. Endnu en skiferie denne gang med ungerne til Norge, tur til LA og Vegas (uden børn) i foråret, tur til Hamborg med ungerne til “Dom” tivoli, sommertur til Frankrig, og så tror jeg endda også der bliver tid til en lille getaway uden ungerne nu her snart. Derudover er der også købt en masse koncertbilletter, som jeg glæder mig til at indløse til alt lige fra postpunk til “Northside”.

Jeg har virkelig lært at være ekstra skarp på kalenderen, og for mig virker det virkelig godt at have en masse aftaler når ungerne ikke er hjemme. Det er jo selvfølgelig hårdt når jeg ikke har dem, men planer med gode mennesker (eller alene) som man normalt ikke ville kunne, eller have så meget tid til, får min hverdag til at fungere ret perfekt, hvis jeg selv skal sige det. Derudover er jeg også blevet ekstra skarp på at få planlagt nogle gode børneting når ungerne så er her.

Nogen (der sikkert ikke selv har prøvet det) mener at skilsmisse er den nemme udvej når tingene bliver svære. Det kunne ikke være mere forkert. At gå fra hinanden er det aller hårdeste og sværeste at gøre, især når der også er børn involveret. Ingen får jo børn for kun at være sammen med dem halvdelen af tiden! Det er efter min erfaring nemmere at blive i noget, også selvom det ikke er godt eller direkte usundt. Jeg vil derfor heller ikke male et rosenrødt billede af, at skilsmisse da bare er noget man gør, og at det er super nemt.

Jeg kommer ikke til at fortælle her i detaljer om min egen skilsmisse, men jeg synes alligevel jeg lige ville give et heads up ift. at selvom jeg skriver om stjernestunder i lyserødt skær herinde, så er det altså ikke fordi jeg er totalt upåvirket af alle de ting der er sket det sidste halve år. Det er til gengæld heller ikke noget jeg vil lade påvirke mig negativt længere. Sket er jo sket, og vi lærer heldigvis hele livet. Ingen bliver lykkelige mennesker af at hænge fast i alt det negative.

Jeg er spændt på hvad fremtiden kommer til at bringe. Noget af det kan jeg jo heldigvis selv styre, og det ser altså ret godt ud. Jeg har jo altid fulgt mit hjerte, både i de nemme valg og de svære, og det vil jeg blive ved med <3

Boozt udsalgsfavoritter

Et af de steder jeg plejer at gøre ret gode udsalgskøb er hos Boozt. Udvalget er jo enormt, så det er nemmere at spotte et fund som andre måske ikke lige har opdaget. Netop derfor vil jeg dele mine pt. udsalgsfavoritter derfra med jer, man bliver jo aldrig rigtig træt af udsalg, vel? Især ikke hvis man går efter ting i ens egen stil som er ret sæsonløse.

ll7632

Nr. 1: Pailletter hører sig SÅ meget januar til, ellers bliver den måned her altså nemt alt for trist. Toppen under en enkel blazer og så et par jeans så er festen sikret. Nr. 2: Tern er jo det helt hotte denne sæson, så skal det være, så kan det lige så godt blive på udsalg ;) Nr. 3: Vin på t-shirt? Ja tak ;) Nr. 4: Super pæn kjole som er af den type man bare altid ser pæn ud i, ligegyldig krops- og dagsform ;) Nr. 5 og 6: Jeg er ret vild med det uhøjtidelige “Love” broderi med blodet der drypper. Nogle gange gør kærlighed jo både ondt og godt. Nr. 7: Nederdel med striberne i den helt rigtige retning -ikke noget på tværs tak ;) Nr. 8: Enkel og fin overgangsjakke. Nr. 9: Mili-inspirerede støvler har virkelig fået en renæssance i min garderobe, de kan anbefales! Nr. 10: Klassiske chelsea-boots skal da købes på udsalg og bruges hele året. Nr. 11: Ok, lidt vilde men mega cool rock-støvler. Lige mig!

Væbnet med ord og vinger

ll7629

Så er jeg tilbage efter at have været syg, og haft syg familie, i nærmest en uge. Og jeg er faktisk ikke heeelt sikker på at jeg er ordentlig frisk endnu. Sådan en maveomgang tager tid, og lad os bare være ærlige og sige, at der kommer til at gå lang tid før jeg kan spise hellefisk igen. Hvorfor er det mon, at man aldrig kaster op efter man har spist f.eks. chokolade? Det ville da være lidt mere praktisk hvis man ikke havde lyst til dét i en periode ;)

ll7631

Nå, men lørdag trængte jeg til luft, og tog ind og så den nye film om min absolutte yndlingsdigter; Michael Strunge. Den kan bestemt anbefales, og man får et godt indblik i hans liv fortalt af dem der var tættest på ham. Jeg kunne godt have ønsket mig meget mere om samtidens musik- og kulturliv han færdedes i, men så var filmen sikkert blevet for lang og upræcis.

ll7630

Jeg var i en rigtig “Camille-klassiker” med glimmer og leopard tilsat blød cashmere, og det føltes skønt at være i et outfit jeg også kunne have båret i bloggens spæde begyndelse for 9½ år siden. Det vil jeg til at gøre mere, ligesom jeg finder det befriende at vende tilbage til de umiddelbare og ikke-opstillede billeder taget i situationer og på farten. Føler mig mere end nogensinde væbnet med ord… og vinger ;) Back to basics <3

ll7628

Weekend-stemning

Jeg havde lige lyst til at dele nogle af mine private billeder fra weekenden med jer. Når man har været væk fra hinanden i et stykke tid, så er det meget rart lige at lande igen inden man begynder at tale om nyindkøb, ønsker osv. Nu havde jeg jo vist jer billeder fra skiferien i smukke Sölden, men weekend getaways i Danmark kan altså også noget!

Jeg bruger jo ofte vestkysten når hovedet trænger til at blive blæst igennem, og der er virkelig ikke noget som en løbetur langs vandet med lækker musik i ørene. Gratis terapi ;) Så er man lidt bedre forberedt på mandag og en uge i højt gear i ny hverdag. En ny hverdag som jeg er landet godt i, og som giver gode forventninger til 2018.

ll7620 ll7621 ll7622 ll7623 ll7624 ll7626 ll7627

Older posts