Overknees og peplum

10 statements om mig ifølge min mand…

62fa799c171811e38a0c22000a9d0ded_7

 

-“Andre kærester skriver nogle gange sådan nogle “facts” om deres bloggerkærester… kan du ikke også gøre det, hva’?”

-“Arh, det er jeg ikke helt sikker på”

-“Hvorfor ikke, vi har snart været gift i 7 år, så noget må der da være?”

-“Jo men altså, er det ikke lidt underligt? Hmm, nå ok så… Sender det på mail”

Imens venter jeg forventningsfuldt på hvilke 10 ting han mon har fundet på at fremhæve, og finder et billede i lyserøde, bløde toner som helt sikkert passer til teksten…

Og her er de så:

1. Danner kondens når du sover
2. Grynter når du griner (klaprer tænder når det er ekstremt)
3. Efterlader altid en “sjat” når du drikker
4. Kommer altid for sent afsted, lige meget om du har god tid eller ej
5. Får aldrig kun én idé – du har altid mindst en følgeidé
6. Spørger som andre kvinder manden om råd – for så at gøre det modsatte
7. Har ekstrem dårlig filmsmag – eller også er du bevidst om at film er underholdning for dig
8. Har humor som en 10-årig – personer der kommer til skade eller prutter er det fedeste
9. Finder på historier om personer du møder/ser men ikke kender
10. Er ufattelig sliksulten og madglad, men du har også en sej selvkontrol

Ok, det der med mailen burde måske have afsløret det, ha ha :D Men på den anden side, det er totalt ægte kærlighed, ikke noget opstillet, og han har jo ret! Lad os kalde det romantisk realisme ;)

Og så kan jeg så tilføje:

1. Mja, jeg har måske en lille smule tendens til at danne det nogle vil kalde savl i mundvigen hvis jeg sover virkelig godt, f.eks. tæt på en jeg holder af. Jeg vil nu hårdnakket påstå at det blot er kondens, det er jo meget normalt når man sover ;)

2. Sandt. Jeg kan slet ikke styre det hvis der er noget der er virkelig sjovt. Se nr. 8.

3. Ja. Jeg kan umuligt drikke den sidste pixi sjat i et glas eller flaske, også selvom de kun er mig selv der har drukket af det.

4. Ja, og det er faktisk ikke spor sjovt. Det er nærmere reglen end undtagelsen at jeg suser rundt med sved på panden, og småstresser over at jeg burde have været klar eller ude af døren. Det er så dumt! Tror det hænger sammen med, at jeg er alt for god til at hygge mig i eget og andres selskab, jeg er dårlig til at skifte fra ét scenarie til et andet.

5. Sandt, og det går faktisk ofte ud over ham, så tænker det er derfor den er med. A la “Ih, skal vi ikke skifte gulvet i det rum?… Men nu er der selvfølgelig tilbud, så det giver jo god mening også at tage rummet ved siden af, og så…”.

6. Hmm, ved godt hvad han mener, og jeg ved også det irriterer ham helt vildt. Det er heller ikke noget jeg gør bevidst, men ok jeg indrømmer, at jeg oftest egentlig har truffet en beslutning inden jeg spørger ham til råds… men det er bare ikke altid jeg er klar over at jeg allerede havde truffet den inden, det er noget jeg først bliver klar over når jeg taler med ham om det… giver det mening?

7. Jeg hader såkaldte “kunstfilm” og generelt film der er lange og kringlede. F.eks. var den sidste Trier-film jeg så “Dancer In The Dark”, og det var kun pga. Björk (men den, eller hun, var nu også ret god!). Jeg orker det simpelthen ikke. Bøger til gengæld er ja tak. De skal faktisk helst være kringlede og en anelse “langhårede”.

8. Indrømmer det, jeg skriger af grin over prutter, især pruttelyde på perfekte (eller uperfekte) tidspunkter! Altså ikke forstået som i at jeg selv udfører handlingen, det er faktisk slet ikke sjovt (adr!), men f.eks. i film (hvor de ikke kan høre at jeg skriger af grin). Det har faktisk sat mig i nogle situationer med ungerne, hvor jeg har været totalt “Bad Mommy” der ikke kan lade være med at grine (omend forsøgt holdt inde, og det gør det næsten værre) hvis de lige kommer til at hygge sig lidt for meget ;) Jeg synes også det er sjovt når nogen falder, men altså KUN hvis man kan se de ikke slår sig. Sådan noget “snuble/vælte/falde ned”-agtigt noget. Hvis det sker i film kan man godt regne med at jeg skriger af grin (faktisk sidder jeg og smiler nu bare ved at tænke på det!). Jeg griner i øvrigt også højt og længe hvis det sker for mig selv!

9. Ja, det har jeg egentlig altid gjort, også som helt lille. Jeg er bare begyndt at fortælle dem højt til min mand når vi f.eks. er ude. Altså ikke sådan nogle dumme historier, men bare f.eks. hvad der dog kan være gået forud for episoden vi overværer, eller sådan noget “Kender du typen?”-agtigt. Helt sikkert aldrig rigtigt, men underholdende…

10. Guilty. Jeg elsker mad sådan helt generelt, og sukker i særdeleshed. Især når det findes i kage, åh kage… Nogle gange er jeg simpelthen nødt til at trykke på stop-knappen helt, for ellers ville mit tøj ikke passe ;)

   

7 kommentarer

  • Julie Øst Andersson

    Så sandt så sandt!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Elsker det 😁 Man kan mærke at det ikke er ny kærlighed hvor fokus formegentlig ville være lyserødt, men det gør bare, at man fornemmer den lange og ægte kærlighed ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Nr. 9 og 10 springer jeg med på :) Jeg bliver også lidt nysgerrig, når jeg læser om dig, for vi har jo snuset lidt til, hvordan I bor, men fordi jeg selv pt kigger meget på huse, så kunne jeg godt tænke mig, at vide hvad I gjorde jer af tanker, da I skulle flytte sammen og købe hus – hvis det altså var noget, I gjorde? Hvordan valgte I det rigtige hus og hvad var jeres prioriteringer? Antal værelser, stilen på huset? Beliggenhed – andet?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • HS

    Hold op hvor er det sjovt! Kan genkende mig selv på alle punkter udover det med prutterne xD

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Dejligt, personligt indlæg! :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Herligt indlæg!! 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Straa

    HAHAH danner kondens. Den tager jeg lige med mig. Min kæreste finder ret ucharmerende til tider ;)

    Det med slatter – det kan jeg altså heller ikke. Får det helt dårligt, bare ved tanken.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published.

 

Næste indlæg

Overknees og peplum