Powerbright - Giv huden frisk glød!

2 gode modeartikler, og lidt tanker.

ll6966

Jeg har i dag ikke læst bare én men hele to rigtig gode, og top-aktuelle modeartikler, som lige præcis pinpointer en følelse jeg har gået i maven med meget længe. Jeg har faktisk været træt af sociale medier. Det har også betydet lidt færre indlæg herinde, men jeg synes langsomt at gnisten er ved at vende tilbage. Når jeg så læser artikler der netop fanger nogle af de tanker jeg har haft, men ikke rigtigt kunne præcisere, så stiger lysten til webhjemmet her igen.

Jeg er SÅ træt af likehunters, f.eks. på Facebook: “Hvilken æske chokolade kan du bedst lide?” og så kommenterer flere hundrede blindt fordi de så tror de kan vinde en æske chokolade. Eller clickbait-artikler, hvor vi bliver forsøgt lokket ind på diverse artikler med en ofte meget upræcis og sensationspræget overskrift (til en ofte lige så ligegyldig artikel). Man lefler for laveste fællesnævner, det er uklædeligt og fordummende. Reach eller ej, der er alt for meget kvantitet og for lidt kvalitet! Og når man sender så hjernedødt indhold ud, så beder man også om hjernedøde kommentarer og svar, og det spreder sig som en ond virus over hele Facebook især. Der bliver smidt om sig med likes og dårlige kommentarer fordi det er det der konstant bliver opfordret til.

Rent modemæssigt afspejler det sig også, synes jeg. Det at holde fast i en stil, gøre den til sin egen og f.eks. gå på jagt efter secondhand eller vintage får ikke ret meget omtale (eller anerkendelse?) pt. Det er jo nærmest stadig Kate Moss som kæmpe stilikon man hiver frem her (!). Det synes jeg er trist. Der er alt for meget fokus på selviscenesættelse og alt for lidt på selvrealisme. Og det sagt af en modeblogger, der har lagt billeder af sig selv ud på nettet i over 8 år! Men jeg er blevet træt af udviklingen, og har haft lidt svært ved at placere og se mig selv i den, ikke selve det at blogge som koncept.

 

I forlængelse af mine tanker, en super skarp analyse af Line Blomqvist der stiller spørgsmålet om, om værdifuld branding er afløst af kortsigtet PR og jagten på likes? “For en branche som lever af kreativitet, synes markedsføringen, og særligt PR-delen, i nogle sammenhænge at blive mere og mere generisk. Trods snak om, at vi ikke længere kan skele til klassisk aldersopdeling, og at mediebilledet er mere flydende end nogensinde, lader det til at alle gør det samme. Fokus syntes at være flyttet fra selve produktet og historiefortælling til i stedet at hylde selviscenesættelse og jagten på likes. Er værdifuld branding afløst af kortsigtet PR?”. Læs hendes artikel her.

Katja Moikjærs artikel/blogindlæg bør læses i forlængelse af Lines. For kan vi egentlig overhovedet stole på, at dem der bliver døbt “influencers” på f.eks. Instagram, overhovedet er det? “Efter at have nærstuderet danske influencer profiler på instagram må jeg bare konstatere med sorg i stemmen: De er mere dopede end det samlede Tour De France felt i starten af 90′erne. Det er blevet en meget kedelig og udbredt tendens at købe sig til et femcifret antal følgere, der består af falske profiler, genereret af russiske robotter“. Læs det her.

Jeg ville sådan ønske, at man kunne finde en middelvej, hvor kvalitet og kvantitet blev mere ligestillede (eller, selvfølgelig hellere at kvalitet fyldte mest, men det tror jeg desværre er usandsynligt). Jeg også tror det kræver et aktivt valg af os forbrugere/læsere. F.eks. nægter jeg at klikke på en billedserie med sparsom tekst om Kardashians til modeuge i Paris. Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad de (efterhånden næsten ikke) har på, men jeg vil til gengæld rigtig gerne klikke på en reportage fra det show de så. Hvis vi ændrer adfærd, så er mediefolkene jo også nødt til det, for det er jo os de så gerne vil ramme.

Indlægget er IKKE ment som en løftet pegefinger fra mig til andre. Folk må jo gøre lige det de har lyst til. Men det er en forklaring på, hvorfor jeg er blevet træt, og har haft svært ved at placere mig selv i det hele. For jo, selviscenesættelse ER jo en del af det at være blogger (tjek bare billedet til indlægget her, ha ha), men hjertet skal også bare kunne følge med :)

   

6 kommentarer

  • Rigtigt godt indlæg!:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg kunne ikke være mere enig! Af samme grund har jeg ikke længere facebook, og jeg får det med garanti aldrig igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne K.

    Her rammer du/de to omtalte artikler spot on! En fryd at læse :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Super godt indlæg. Jeg bruger næsten ikke Facebook mere. Det er ligegyldigt og fyldt med så meget “larm” . Jeg følger ingen på Instragram , hvor det er tydeligt, at de netop sælger sig selv på alle mulige måder. Og samtidig er det skræmmende, hvor mange der køber en kæmpe portion falske følgere. Løgn og bedrag.
    Jeg har læst læst og fulgt mange blogs og Instragram rigtig længe. Af de mange (tidligere) gode, inspirerede og også sjove blogs/eller IG er der kun en håndfuld tilbage jeg følger. Resten har simoelthed “solgt sig selv” til konstante reklamer, afflicate links etc. Jeg kunne lige så godt læse de reklamer jeg får ind af døren hver uge. Det er SÅ ærgerligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Am

    Interessant læsning. Tak for dine tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Super godt indlæg med ærlige tanker! Jeg er så enig med dig..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published.

 

Næste indlæg

Powerbright - Giv huden frisk glød!