Hvilke AW 16/17 tendenser jeg kigger på

Indlægget indeholder reklame/affiliate links.

Efterårsvarerne er på vej i butikkerne, og jeg har selvfølgelig gjort mig nogle tanker omkring hvilke ting og tendenser jeg ser i min efterårsgarderobe. Særligt er jeg begejstret for disse runwaytendenser denne sæson:

Dynejakker. Praktisk og moderne -hvad mere kan man ønske sig ;)

Velour. En efterhånden ret sikker favorit til efteråret, så hvis man allerede hoppede på tendensen sidste år, kan købene jo bare genbruges. Materialet er rigtig lækkert, især i quiltede udgaver.

Tern. Altså på den nedtonede grå måde. Tern der udspringer af den klassiske herregarderobe sammen med nålestrib synes jeg er classy, og stylet rigtig også super cool. Generelt er jeg vild med den klassiske herrestil.

“Bell sleeves”. Jeg tænker ikke klassiske 70’er hippieærmer, men som lækker effekt på en enkel bluse i stedet for print eller perler.

Oversize hoodies. Jeg er vild med looket både hos Rag & Bone og Vetements, og er helt sikker på, at vi kommer til at se en masse lækre oversize hoodies i gadebilledet, teamet up med alt lige fra læder- eller pailletleggings til jeans.

Tunge pailletmønstre. Pailletter er også at finde masser af stedet på catwalken denne sæson, men der er kommet mere mønster og struktur på dem, gerne sammen med perler. Og det ved I jo, at jeg elsker ;)

Bikerjakker. Ja, hvis man bare holder fast i noget længe nok, bliver det automatisk moderne igen, og heldigvis er bikerjakken over alt dette efterår igen. Og tak for det, det ER da noget af det pæneste overtøj, punktum :)

Den mønstrede bomber. Bombers, dem er vi heller ikke færdige med, og selvom bikerjakken ser ud til at være lidt mere repræsenteret hos de større designere, så er bomberjakken stadig godt med, især dem med mønstre på ryggen.

Hvis man så vil være helt on-trend så har Gestuz faktisk lavet en kombi, nemlig en lækker bikerjakke med broderet mønster, og den er mega pæn!

En tendens jeg lurer lidt på, er de ekstra lange ærmer. Det er helt sikkert en af de trends mænd bare ikke forstår. Jeg har dog også selv lidt svært ved den. På den ene side er det lidt dejt med de lange ærmer, på den anden side kommer man altså hurtigt til at ligne et barn, der har været i lånekassen i børnehaven… Jeg afventer lige ;)

Lidt af de sager jeg har kig på, udover den blomstrede bikerjakke:

ll6904

Ternet jakke, som har de helt rigtige, svage tern! Bell sleeves fra H&M Trend, som også står bag den oversize hoodie. Og så Gannis lækre, quiltede sæt med nederdel og jakke i sort velour.

 

 

Sirius 1½ år

ll6903

Denne her lille basse er fyldt 1½ år, så tænkte det var tid til en lille update. Han har for alvor fundet ud af, hvordan han kan bruge sin mimik til at udtrykke følelser. Har aldrig mødt et barn der kan lave så mange ansigter, og vi er aldrig i tvivl om hvad han vil. Han har utroligt let til latter og smil, og han er meget insisterende når han har noget at fortælle. Han har stadig en alder hvor han vil en masse ting, men hvor kroppen og sproget alligevel ikke helt kan følge med, og det frustrerer ham (og os!). Det betyder mange væltede ting, og masser af pletter og skrammer.

Han har fået en dårlig vane med at komme ud i køkkenet og kræve mad når vi er derude, så har af og til været nødt til at bestikke Filuca til at lege lidt med ham, mens aftensmaden er blevet klar. Ellers ville knægten leve af kiks. Ingen tvivl om, at han er glad for mad, jeg kan ikke mindes Sixten på den måde var så madfokuseret.

Man kan sagtens fornemme, at han er søskendebarn. Han er aldrig alene, og han er måske også derfor meget interesseret i andre børn når han møder dem, og han er virkelig god til at indgå i lege. Han er dog inde i en fase hvor voksne først lige skal ses an noget tid. Han er ikke genert, men forsigtig omkring nye voksne. Det har noget med alderen at gøre, det havde de 2 andre også omkring dette tidspunkt, så det går helt sikkert over igen.

Han sover fortsat igennem, og i weekenden kan han sagtens sove til kl. 9-10 stykker! Ved ikke hvor længe det varer, men vi nyder det!

Han er kommet godt i gang med at spise alt det vi også gør, og underlige ting som oliven står højt på favoritlisten. Det gør oliven i øvrigt for alle 3 unger. Synes det er lidt mystisk, jeg selv lærte først at spise oliven som voksen, og den dag i dag spiser jeg stadig ikke de sorte. Men hurra for ukræsne børn!

Mere Chanel-ish på budget

Indlægget indeholder reklame/affiliate links.
ll6902

Man kan ikke andet end at sende en yderst venlig tanke til Zara, hvis man nu har en kærlighed til Chanel, men ikke en pengepung der matcher. De har så meget fint i samme stil, både jakke og kjole er derfra -og så kan man jo altid krydre med the real deal over skulderen. Selvom deres tøj er smukt, er det simpelthen for dyrt til mig. Det er taskerne efterhånden også, men i det mindste vil de passe altid ;)

Skoene er fra ASOS, og jeg er stadig yderst begejstret for pasform og komfort!

ll6901

Billederne er også fra turen til Hamborg, taget ude foran det hotel vi altid bor på, når vi har ungerne med. Det er virkelig det bedste! Pool, seperat soveværelse, køkken, altan, parkeringskælder, den bedste franske restaurant lige rundt om hjørnet… jeg har skrevet om det mange gange, men det er det eneste jeg anbefaler til folk, når de spørger om overnatning i Hamborg.

Lyserød bomber love

ll6899

Nogle gange redder en lyserød bomber bare dagen (eller outfittet), true “Pink Ladies” style ;) Jeg er faktisk især vild med den lette bomber over en kjole med høj hals. Det gør det en smule sporty og classy, I like! Billedet her er fra vores tur til Hamborg i sommerferien. Der gik lige alt for meget ferie i den, så opdagede en del outfitbilleder på telefonen, som jeg slet ikke har fået vist jer. Godt vi har tid nok, ikk :)

ll6900

Jakke fra Zara og kjole fra MbyM.

Tatoveringsfjernelse – Et år senere.

ll6898

Mange af jer har spurgt til, hvordan det går med den tatovering jeg skulle have fjernet fra halsen. Det er nu lidt over et år siden jeg begyndte (juni ’15), og som I kan se, så er jeg stadig i gang. I mellemtiden har jeg besluttet at få den lille sol fjernet fra min Flaming Lips tatovering (den lignede lidt en edderkop der var på vej ud af et t-shirt ærme (eller hår, endnu værre!), og når jeg nu alligevel var i gang, så besluttede jeg, at skriften og budskabet ville stå stærkere uden. Faktisk var det tatovøren der insisterede på at tage solen med i sin tid, så der kan man jo bare lære at lytte til sin egen mavefornemmelse og stå fast ;)

Men det er endnu for tidligt at komme med en endelig status. Det er en laaaang proces, og det var godt jeg ikke vidste der ville gå over et år da jeg begyndte, for det var da ikke til at holde ud at tænke på. Jeg har på ingen måder fortrudt jeg gik i gang, men det er længe at rende rundt med en grå tatovering…

Jeg kan ikke anbefale et sted fremfor et andet, nu jeg jo ikke er færdigbehandlet. Jeg kan sige, at jeg klart ville gå efter et sted med en meget stærk laser, og som er specialiseret i kun at lave behandlinger på tatoveringer, og ikke efter prisen.

Den på halsen har været svær at få væk, mens den på armen reagerede meget hurtigere. Det er derfor svært at sige, hvor lang tid der vil gå, da tatoveringer kan reagere forskelligt selv på samme person. Og jeg vil slet ikke til at tænke over hvor mange penge jeg har brugt på den på halsen, så gå efter et fast tilbud ;)

Jeg skiftede sted undervejs, da jeg synes det gik for langsomt det første sted, så jeg fandt en med stærkere laser. Derfor har jeg ikke haft en fast pris, så det kan godt betale sig at vælge rigtigt fra start.

Det gør ikke ondt (synes jeg i hvert fald ikke), omend det ser noget forslået ud på billedet ;) Smerten fortager sig hurtigt, og det heler flot og hurtigt hver gang.

Jeg vil nok kun anbefale folk at få det gjort, hvis de virkelig, virkelig ikke ønsker deres tatovering længere. Det ER en bekostelig affære, og man kan sagtens risikere at rende rundt med en grå tatovering længe (og der er ikke garanti for at det bliver pænt, omend jeg føler mig i trygge hænder og har fået gode resultater). Jeg tror jeg kommer til at have en meget svag lysegrålig streg på halsen længe endnu. Det er ikke så tydeligt, men den er der ;) Den der tossede ide nogen måske har med, at man da bare kan få en tatovering og nemt få den fjernet igen, den vil jeg i hvert fald på det kraftigste dementere (hvis nogen skulle være i tvivl, ha ha).

Skal jeg have fjernet andre? Nej. Jeg har ikke engang overvejet det, da det kræver ret meget tid og penge afsat. Der er jeg slet ikke lige nu. Som udgangspunkt er jeg også stadig glad for dem alle, men kan godt se, at der er nogen af dem på udsatte steder, der er begyndt at blive noget matte i det. Jeg har ikke lyst til at få dem tegnet op pt. så det får de lige lov til at være ;)

Jeg kan lægge et billede på Instagram her en af de seneste dag af hvordan halsen ser ud pt. hvis I er nysgerrige, den skal lige hele helt op :)