Jul i udlandet

I år fejrede vi jul i udlandet. En beslutning vi allerede traf d. 26 december forrige år. Både mine forældre og vi var godt mættede af juleræs, og pludselig virkede tanken om at tage udenlands sammen året efter vældigt tillokkende.

Jeg har kun én gang tidligere prøvet at fejre jul i udlandet. Det var da jeg var barn, og det var på en ferie til Florida. Jul på amerikansk var ret godt, men jeg kan huske at jeg savnede resten af familien hjemme.

Vi havde ikke drengene hjemme til jul i år, så alene af den grund synes jeg det var rart at komme lidt væk. Jul uden ens børn er bare ikke det samme. Filuca er dog hos mig hver jul, det har hun altid været, så hun skulle selvfølgelig med.

Vi besluttede os for at tage til Gran Canaria. Der er direkte afgang fra Aalborg, og man er næsten 100% sikkert garanteret varme, uden at det er alt for langt væk. Det var også nemt at overskue for mine forældre. Jeg læste faktisk en artikel om danskere der fejrede jul i udlandet, og her var topscoreren Gran Canaria, så unikke har vi ikke været ;) Der var også mange andre turister, dog var vi de eneste danskere på hotellet, så feriefornemmelsen var intakt ;) Vi boede tæt ved den hvide Amadores-strand i Puerto Rico, og det var virkelig et godt sted. Jeg har været på Gran Canaria to gange tidligere, men Amadores har klart været det bedste. Tænk at stige ind i en flyver i gråt og vådt klima, og stige ud til lys og solskin -Det var virkelig lige præcis det vi havde brug for! Batterierne blev ladet fuldt op, og al travlheden omkring jul passerede ganske forbi os. Befriende!

Vi fandt en restaurant 5 min. fra hvor vi boede hvor de serverede and, brunede kartofler osv. juleaften (igen, det er jo åbenbart et dansker-favorit sted til jul), så på den måde manglede vi ingenting. Stemningen var super god, og efter maden listede vi hjem og åbnede julegaver på altanen, mens vinden fik palmebladene til at suse stille, og Atlanterhavet slog ind over stranden. Det er der altså noget over!

Det kunne også have været super fint at søge mod kulde og ski, men dels havde vi jo mine forældre med (som ikke er til ski) og dels har vi selv en skiferie planlagt lige om snart, så det var mere oplagt med varme. Det trængte vi helt ærligt også bare til.

I år fejrer vi jul hjemme med drengene, og vi kommer helt op at ringe på julebarometeret, men jeg tænker bestemt ikke det er sidste gang vi har fejret jul i udlandet. Et super lækkert tiltrængt break fra arbejde (hvor der bare altid er ekstra travlt op til jul), og en fritagelse fra al juleræset når man virkelig ikke orker at stige på.

Gran Canaria viste sig at være et super godt bud på juleferiedestination (jeg skriver lidt mere om det i et andet indlæg), og vi sluttede ferien af med at love hinanden at vende tilbage indenfor overskuelig fremtid.

Når ens børn kommer på de sociale medier…

Filuca er som bekendt blevet 13, og det giver dermed mulighed for at have en profil på flere af de sociale medier. Det har hun naturligvis, og vi har brugt lang tid på at tale om god net-etik osv. Desuden følger jeg hende alle steder, så jeg også har mulighed for at se hvad hun lægger ud -og hun følger også mig, hvilket jeg da godt kan komme helt til at fortryde. Især når der tikker beskeder som denne ind midt under en lækker vandretur i Sverige ;)

Eller denne:

Ha ha, fik helt dårlig samvittighed over den øl der, og havde behov for at skrive til hende, at jeg altså kun fik den ene -Totalt mommy. Man skal godt nok lige vænne sig til, at ens barn kigger med på de sociale medier! Og gennemgår alle gamle arkiver, skulle jeg hilse og sige. Just so you know…

Det kan godt være jeg engang imellem begræder at min lyserøde glimmer-pige er væk, men denne her teenagtetype er altså ret fantastisk. Som jeg skrev i det sidste indlæg, “The kid is alright” ;)

“Mor, jeg har læst alt hvad du har skrevet om mig på din blog”

Dette er suverænt bloggens længste overskrift, og det er tilmed et direkte citat fra min nu 13-årige datter som faldt forleden på vej til “Joe & The Juice” på cykler.

Det skal lige siges, at når drengene og min mand ikke er hjemme, så har Filuca og jeg “Girls Evening”, hvilket bl.a. indebærer at Filuca vælger mad (pt. altid “Joe”), og så er der også lidt shopping indlagt (ikke at vi altid køber noget, men vi får tilføjet ting til ønskelisten) og så siger vi pigeting.

Citatet var jeg på den ene side forberedt på, og så på den anden alligevel ikke, for jeg blev ærligt talt lidt overrasket. Altså, det giver jo god nok mening. Hun er teenager og kender i virkeligheden de sociale medier bedre end mig, men jeg havde måske bare ikke lavet et reality-check på, at jeg rent faktisk ER mor til en teenager.

Førhen kunne jeg godt blive lullet ind i en teori om, at C4G var mit private frirum, hvor jeg kommunikerede med online veninder, som jeg af og til mødtes (og mødes) med uden en computer. Det er bare ret langt fra virkeligheden. Mange forskellige mennesker læser med, og det har jeg egentlig primært haft rigtig gode oplevelser med. Jeg er stadig stolt over at være blandt de første der bloggede i DK, og som fik ret stor succes med det. Og det er super værdsat I stadig er så mange der checker ind her.

Blogmediet i DK var relativt nyt da jeg åbnede C4G (juli 2008). Dengang var Filuca 2 år. De første år af bloggens levetid var der nærmest ingen læsere der anede hun eksisterede, da det slet ikke var noget man delte. Fokus var primært for mit og C4Gs vedkommende på outfits, nyindkøb/gode køb, venindesnak og musik. Det kunne man godt nøjes med at skrive om dengang ;)

10/9-2013 på hendes 7 års fødselsdag postede jeg dog et billede af hende for første gang, og det var dette – Taget på dagen, og bragt nu med tilladelse af Filuca, mega vigtigt i øvrigt:

C4G har eksisteret i 11 år, og i den periode har jeg lært rigtig meget. Den seneste læring fik jeg forleden, da Filuca informerede mig om, at hun som sagt have læst alt jeg havde skrevet om hende, og at det havde mange af hendes klassekammerater i øvrigt også.

Historien her ender godt, for Filuca er vildt glad over at læse om små finurlige historier, hvor hun aldrig bliver udstillet negativt, og billederne er hun også tilfreds med. Og hun får positiv respons fra sine klassekammerater.

Dette her er blot en lille refleksion om at uploade billeder eller historier om børn på blogs eller andre sociale medier. Dette er på ingen måder nyt eller banebrydende, men se det måske som en kærlig reminder fra mig: Børnene finder det der er skrevet (eller deres klassekammerater gør). Det der er sødt og sjovt når man er 2 år gammel er bare sjældent nice når man er 15… Det kan være fint nok der ikke er delt billeder, men teksterne findes stadig. Det der virker uskyldigt når barnet er lille, kan nemt blive en træls historie når barnet pludselig er teenager, og bliver konfronteret med det i skolen.

Blogtendensen i de senere år er, at man udleverer mere og mere af ens privatliv online. Den nye normal er at man kan dele alt, lige fra parforholdsproblemer til tarmskyldninger. Jo mere ærlig og udleverende, jo større applaus og følgeskare. Naturligvis sat på spidsen for at understrege min pointe.

Jeg synes der er rigtig mange små “bloggerbørn” som bliver udleverede i deres forældres blogs. Vi forældre kan jo godt synes historierne er sjove og søde, og billederne ditto, men det synes en teenager (og vennerne) bare sjældent!

Jeg er altid omkring alle 3 børn inden jeg lægger billeder på sociale medier af dem, og generelt udvælger jeg med meget skarp hånd. Alle skal sige OK, og man kan altid få slettet det man ikke bryder sig om. Det tjek tager vi løbende på det der ligger tilgængeligt online. Det er jo svært at tage stilling til når man er 4, men Sirius skal stadig vokse op med følelsen af at have et valg, og han har f.eks. frabedt sig at være med på videoer hans storebror laver.

Som lærer har jeg desværre også talrige eksempler på elever, der får googlet uflatterende børnebilleder frem af deres kammerater, som forældrene i bedste mening har lagt op i tidernes morgen. Og så har de jo den stik modsatte effekt end de var tænkt, de bliver en byrde for børnene som bliver flove over at blive konfronteret med dem.

Jeg er i dag glad for, at jeg hele vejen igennem har holdt mit privatliv privat, selvom jeg har skrevet personligt. Det har ikke været fordi jeg ville holde noget hemmeligt, men det handler i høj grad om hensyn til andre, og ikke mindst mig selv. Det princip kommer jeg aldrig til at fravige, og det er en vigtig gave at give sig selv i disse tider hvor det aldrig har være nemmere at dele alt.

Dette er blot en tankestrøm som jeg har villet dele med jer gennem længere tid, som kommentar til hvor “Blogland”, som vi kaldte det, er på vej hen. Nu banede Filuca vejen for en vinkel. Og da hun i øvrigt udtalte citatet fra overskriften, svarede jeg “Yes! Jeg er så stolt af dig”. Hendes svar var naturligvis, at det vidste hun godt, og det kunne hun i øvrigt også godt læse. “The kid is alright” ;)

Firkantede ringe, og lidt om min vielsesring

For nyligt, eller det er vel små to år siden, fik jeg øjnene op for firkantede ringe. Jeg har aldrig tidligere ejet en, da det ikke er noget mine foretrukne smykkemærker har haft i sortimentet (og desværre stadig ikke har), og jeg har derfor ikke tænkt over at det var en mulighed.

Jeg har ikke skrevet om min vielsesring, fordi jeg egentlig gerne vil holde den lidt privat. Det er jo ingen hemmelighed, at dette er mit andet ægteskab, da C4G jo har været med i mit liv de sidste 11 år. Min første vielsesring skrev jeg rigtig meget om, og det fortrød jeg egentlig lidt, fordi det helt særlige og private forsvandt lidt. Meget kan man dele, men essentielle ting skal man nok holde privat, det har jeg i hvert fald lært. Og ja, for nogle er det jo bare et smykke, men sådan har jeg det ikke. Jeg bliver stadig varm helt ned i maven når jeg tager min ring af, og ser på inskriptionen indeni (som var så lang at vi var nødt til at få det håndgraveret, hvilket bare gør det endnu finere).

Jeg ville gerne have en enkel, ret traditionel vielsesring. Tanken var, at jeg så hellere ville supplere med en ring sammen med, som så kunne varieres efter behov. Min mand var egentlig enig, og syntes jeg skulle vælge. Ja, jeg skriver synTes, fordi da vi først kom ind til guldsmeden var det faktisk ham der endte med at finde en favorit -som så også blev min, selvom det slet ikke var det jeg troede jeg skulle have. Ringene er nemlig firkantede. Eller lettere firkantede, de er lidt afrundede så det har en helt perfekt pasform. Selvom min vielsesring både er tykkere og bredere end nogle af mine andre ringe, så er det den der sidder bedst på hånden fordi den er flad i siderne, så fingrene kan sættes helt sammen.

Meget undervurderet og super ærgerligt at der ikke er flere smykkefirmaer der laver det. Jeg havde håbet jeg kunne finde nogle smallere ringe at have på sammen med vielsesringen, men jeg skal vist forbi en guldsmed for at få en. Der er til gengæld virkelig mange guldsmede der laver firkantede ringe, og det er jo lidt tankevækkende.

Billedet er herfra, og er nok noget af det tætteste jeg kommer på en lækker ring at sætte sammen med vielsesringen -med mindre andre smykkefirmaer vågner op ;)

Et af mine bedste køb: Kimonoen

Det er ingen hemmelighed, at mit shoppebudget er ekstremt lavt pt. Da jeg tog en pause fra bloggen tog jeg mit forbrug op til revision, og lagde en plan for hvad jeg vil bruge mine penge på. Jeg har helt dårlig samvittighed når jeg tænker tilbage på, at da bloggen var på sit højeste var der tøj selv på gulvet af min garderobe, eller garderode skulle man måske nærmere sige ;) Og til hvis fornøjelse? Let’s face it, jeg er ingen Carrie Bradshaw (og hvem er egentlig lige det!?), og selvom jeg selvfølgelig går ud, så giver det ingen mening at have ekstremt meget festtøj og sko liggende -selvom det er super pænt ;)

Jeg shopper stadig, selvfølgelig, men tror mit budget og forbrug er 1/10 af hvad det var før. Jeg ejer jo både mit drømmeur, -skindjakke,  -taske og en håndfuld andre ting, og det er de elementer jeg gang på gang bygger outfits op omkring. Jeg købte min Rick Owens skindjakke da jeg lige var blevet gravid med Sixten, og han fylder altså 9 lige om snart. Jakken er stadig den skindjakke jeg bruger suverænt mest, og stadig har stor fornøjelse af at tage på hver eneste gang.

Fælles for mine klassikere er, at de netop er klassikere. Det lyder lidt banalt, men de har deres eget udtryk, og er ikke blevet til ud fra en tid og trend. Rick Owens er helt sin egen, det er Chaneltasken også osv. Nå, det hører vist til i et indlæg for sig på et tidspunkt.

Og apropos noget tidløst, så er kimonoen et af mine nyere køb som jeg er blevet meget glad for. Jeg har haft den med på alle mine rejser og overnatninger, og bruger den hjemme i weekenden eller om aftenen.

Her i et telt i ørkenen i “Death Valley”, Californien (meget rart nu der var fælles toilet, ha ha).

Jeg tror grunden til at den er blevet så stort et hit er, at når den er lukket så ligner den lidt en slå-om kjole, så den er pæn nok at vise sig i offentligt -eller hvis posten lige kommer forbi :) Jeg bruger den også åbent som en jakke/cardigan over f.eks. badetøj som på billedet. Min er leopardprintet (jeg går jo ikke i blomsterprint, selvom det er pænt til en kimono), og valg af printet var vigtigt ift. at den ikke ligner nattøj, så jeg kan gå udenfor hjemmet i den. I teorien ville jeg faktisk kunne have den på til fest med et par lækre heels. Det tror jeg dog ikke jeg kommer til, med mindre jeg skal pakke virkelig minimalistisk engang.

Min er fra Magasins eget mærke “Magasin du Nord”, købt i Aalborg-afdelingen, og de har virkelig mange lækre! Det er et godt sted at begynde hvis man leder efter en kimono i høj kvalitet til en god pris. Desværre er de ikke online, men de har disse som er meget i samme stil:

Find den grønne her, den lyse her og den sorte her.

Et godt tip er at vælge en kimono i kunststof, da silke og bomuld krøller meget let. Selvfølgelig ikke i et stift, plastik-agtigt satinstof, men man kan få masser af lækre kvaliteter som er bløde (igen, Magasins lingeriafdeling er et godt sted at starte, og så kan man også mærke kvaliteten -lige sådan en kimono her ville jeg nok ikke købe online, da det er svært at vurdere stoffets kvalitet ud fra et billede).